Naviger op
Log på

Aftale om forebyggelse af konkurser har både styrker og mangler

Politiske nyheder 05-10-2017
Glasset er halvt fyldt – Nu er det op til kommunerne at sikre lige konkurrence, lyder det fra Dansk Erhverv.
Et enigt Folketing har indgået en politisk aftale, der skal forebygge konkurser i ældreplejen. Dansk Erhverv har, som landets største erhvervsorganisation af private virksomheder på ældreområdet, længe arbejdet for netop at forebygge disse konkurser.

”Dansk Erhverv bakker op om aftalens krav til kommunerne og de private leverandører. Det gælder for eksempel de kommunale beredskabsplaner og til garantistillelse. Vi har bidraget med konkret forslag til, hvordan kommunerne kan arbejde med garantistillelse i samarbejde med virksomhederne,” siger Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Borgeren skal i centrum

Men kommunernes beredskabsplaner og krav til virksomhederne om garantistillelse kan ikke stå alene, mener Dansk Erhverv.

#Det er helt afgørende for de ældres valgfrihed, at der også i fremtiden er robuste og fagligt stærke virksomheder. Det er en klar forudsætning for ældres valgfrihed. Det afgørende er, at borgeren kommer i centrum. Her tager aftalen desværre kun halvt fat”, siger Rasmus Larsen Lindblom.

Afgørende med lige og fair konkurrence på kvalitet

Skal borgerens frie valg styrkes og konkurser forebygges, skal der sikres en langt mere lige konkurrence mellem kommuner på den ene side og de private leverandører på den anden.

”Regeringens egen rapport viser sort på hvidt, at konkurrencen er både vind og skæv. For eksempel beregner kommunerne langt fra altid egne priser korrekt, og dermed undlader kommunerne under den såkaldte godkendelsesmodel at sikre de private leverandører den samme pris, som kommunens egen hjemmepleje. På den baggrund er det positivt, at kommunerne nu eksplicit i aftalen forpligtes til at efterberegne egne priser og dermed grundlaget for prisen til de private. Det er også positivt, at aftalen lægger op til bedre kontrakter, herunder kommunale kontrolberegninger,” siger Rasmus Larsen Lindblom.

Rasmus Larsen Lindblom tilføjer, at han gerne ser, at kommunerne også gennemfører egentlige kontrolbud og konkurrenceudsætter deres egen hjemmepleje.

Spildte muligheder

Det er dog skuffende, at politikerne ikke ønsker at stille krav til, hvordan borgerne informeres om deres ret til selv at vælge.

”Vi ved, at cirka hver tredje ældre ikke kender til muligheden for selv at vælge. Her havde politikerne muligheden for sætte borgeren i centrum, og det er et klart minus i aftalen, at den mulighed ikke grebet,” siger Rasmus Larsen Lindblom.

En anden klar mangel er, at borgerens mulighed for sammenhæng og et kendt ansigt på tværs af paragraffer ikke styrkes med aftalen.

”Også her havde politikerne en mulighed for eksempelvis at lade rehabiliteringen være omfattet af det frie valg. Det er et område, hvor vi ved, at de private har kompetencerne”, siger Rasmus Larsen Lindblom.
 
Sidst opdateret den 05-10-2017 12:03
Tilbage til nyhedssøgning